[...] Kim Møller er en enmandshær, en mand med en mission. Hans snart 7 år med Uriasposten er herhjemme det bedste eksempel på, at blogs kan opdyrke markeder og få grupper i tale, der af forskellige grunde føler sig udelukket fra medierne, og dermed sætte en alternativ dagsorden udenfor de traditionelle partier og mediestrukturer.

Uriasposten har på godt og ondt været med til at sætte fingeren på et ømt punkt: Fortielserne omkring problemerne ved integrationen af muslimer. Islam – og den venstrefløj der efter hans mening er religionens nyttige idioter - er omdrejningspunktet for Møllers blog, der er hård kost for uindviede, men som faktisk er et besøg værd.http://hvidberg.blogs.berlingske.dk/2010/02/07/vold-imod-ytringsfriheden/

http://www.uriasposten.net/

Form does not follow function. The blue beings have tails, though they stand upright, and other creatures have exotic, colorful characteristics that appear to have no reason to exist. Much of the action suddenly happens in slow motion, without warning and for no apparent reason, as if the director is trying to say something, yet slower scenes are less effective than faster scenes. In either case, the eyes sort of collapse from the fatigue of watching vacant characters talk in a strange language (with subtitles) best described as the ramblings of an environmentalist college professor delivered by a befuddled fairy godmother.

Movie Review: Avatar by Scott Holleran

For the liberal, there is no opposition between domestic policy and foreign policy, and the question so often raised and exhaustively discussed, whether considerations of foreign policy take precedence over those of domestic policy or vice versa, is, in his eyes, an idle one. For liberalism is, from the very outset, a world-embracing political concept, and the same ideas that it seeks to realize within a limited area it holds to be valid also for the larger sphere of world politics. If the liberal makes a distinction between domestic and foreign policy, he does so solely for purposes of convenience and classification, to subdivide the vast domain of political problems into major types, and not because he is of the opinion that different principles are valid for each.

The goal of the domestic policy of liberalism is the same as that of its foreign policy: peace. It aims at peaceful cooperation just as much between nations as within each nation. The starting point of liberal thought is the recognition of the value and importance of human cooperation, and the whole policy and program of liberalism is designed to serve the purpose of maintaining the existing state of mutual cooperation among the members of the human race and of extending it still further. The ultimate ideal envisioned by liberalism is the perfect cooperation of all mankind, taking place peacefully and without friction. Liberal thinking always has the whole of humanity in view and not just parts. It does not stop at limited groups; it does not end at the border of the village, of the province, of the nation, or of the continent. Its thinking is cosmopolitan and ecumenical: it takes in all men and the whole world. Liberalism is, in this sense, humanism; and the liberal, a citizen of the world, a cosmopolite. Ludwig von Mises

More in Ludwig von Mises Liberalism.

Ifølge Jyllands-Posten kan danske moser "se frem til" 170 millioner danske skatteyderkroner. -Og det er på høje tid siger en ekspert adspurgt til lejligheden...

Allerede i folkeskolen lærte man om begrebet "antropomorf"; det vil sige at noget tingsligt (eller på anden vis ikke-menneskeligt) får tilskrevet menneskelige karakteristika.

Hvis man er journalist på Jyllands-Posten er det tilsyneladende i orden at tilskrive moser menneskelige egenskaber, såsom at have forventninger til millionstøtte.

Det er åbenbart også i orden at undlade at spørge kritisk til overgrebet mod den private ejendomsret, som denne mose-begunstigelse repræsenterer. Der er nu engang mennesker, der har brugt deres hjerne og kræfter på at skabe de "ressourcer" som nu med vold tages for at politikere kan søge at brande sig på en modegrøn måde. Der var med garanti ingen i DK der i dette år eller sidste år gik på arbejde for at politikere kunnne tage en andel af deres indkomst og bruge dem på mosepleje.

De uproduktive folkevalgte har for længe siden dokumenteret deres komplette ansvarsfrihed. Hvis man kan tale om et ansvar, må det være det ansvar, de føler for at ansætte flere folk i staten, om det så skal være til mosernes antropomorfe velbefindende.

De skyldige er vælgerne. Og vælgerne har ingen logiske motiver til at kastrere deres medborgere gennem skatter til fordel for det unyttige - udover had og selvhad. For vi er nødt til at konkludere, at danskerene ønsker at straffe hinanden gennem destruktiv adfærd i stemmeboksen: - Man ønsker tydeligvis at gøre arbejdslivet meningsløst gennem højere skatter, der bruges på stadig mere ligegyldige projekter. - Man vil påtvinge naboens børn særlige madordninger. Man vil ensrette uddannelsesområdet, så alle bliver lige dumme. Man vil forstivne og monopolisere sundhedsområdet gennem nationalisering, så vi kan sikre os at ingen lever længere. Man vil sørge for, at ingen ved noget om frihedens gavn og nytte ved at strømline universiteterne i velfærdslamisk og planøkonomisk retning. Man vil gøre kulturen statslig og rigid. Man vil kalde vejr-gætteriet for videnskab. Man vil gøre følelsesladet retorik til standarden for politisk debat. Man vil kalde afviklingen af den økonomiske frihed for en "model" (kaldet "velfærdsstaten"). Og man vil bruge tiden på at tale om de krimininelles "sociale arv", - fremfor at straffe dem og samtidig forsvare de uskyldige.

Million-tilskuddet til moserne er derfor et passende symbol på en forsumpet dansk kultur.

Se JP - 14/1 - "To milliarder til naturen"

Jeg har tidligere tatt til orde for at når pressefriheten utfordres på denne måten, bør pressen stå solidarisk med dem som trues og angripes fysisk. Når Westergaard angripes, burde alle skrivende mennesker stå frem og si: ”Jeg er Kurt Westergaard”. Generalsekretær Per Edgar Kokkvold gjentok en slik oppfordring i Dagsrevyen på lørdag, og jeg har lånt Spartacus-henvisningen fra ham.

Jan Arild Snoen: Jeg er Kurt Westergaard

When it is said that everyone should live primarily for others, what is the specific course to be pursued? Is each person to do exactly what any other person wants him to do, without limits or reservations?, and only what others want him to do? What if various persons make conflicting demands? The scheme is impracticable. Perhaps then he is to do only what is actually "good" for others. But will those others know what is good for them? No, that is ruled out by the same difficulty. Then shall A do what he thinks is good for B, and B do what he thinks is good for A? Or shall A accept only what he thinks is good for B, and vice versa? But that is absurd. Of course what the humanitarian actually proposes is that he shall do what he thinks is good for everybody. It is at this point that the humanitarian sets up the guillotine.
What kind of world does the humanitarian contemplate as affording him full scope? It could only be a world filled with breadlines and hospitals, in which nobody retained the natural power of a human being to help himself or to resist having things done to him. And that is precisely the world that the humanitarian arranges when he gets his way. (pp. 241)

THE GOD OF THE MACHINE BY ISABEL PATERSON
http://mises.org/books/godofmachine.pdf

Jeg afviser ikke, ligesom de fleste andre skeptikere vist heller ikke gør det, at der er klimaændringer i gang. Det ville også være rigtigt dumt, for klimaet ændrer sig hele tiden og har altid gjort det. Jeg afviser heller ikke, at mennesker spiller en rolle i påvirkningen af klima og miljø - det kan man jo se overalt i verden, selvom denne påvirkning langtfra er entydigt negativ. Snarere må man sige, at menneskehedens slidsomme arbejde med at kontrollere sine omgivelser igennem århundrederne har dannet det uundværlige grundlag for, at mere end seks milliarder mennesker i dag kan overleve på Jorden. Men jeg forholder mig yderst skeptisk over for, at vi skulle have tilstrækkelig indsigt til definitivt at vurdere konsekvenserne af disse ændringer til fulde på nuværende tidspunkt – især når vi kun lytter til halvdelen af argumenterne.

Jeg forholder mig yderst skeptisk over for, at den individuelle menneskelige rationalitet og intelligens sættes ud af spil, og beslutningerne centraliseres hos politikere. Jeg forholder mig yderst skeptisk over for, at den økonomiske vækst, der har skabt så meget bedre et liv for store dele af Jordens befolkning i helt konkrete termer, begrænses af hensyn til ukendte virkninger om hundrede år. Lars Seier Christensen

[K]limakomedien [er] blot er et nyt tema i den økologiske krigsførelse. Økologismen kom som bekendt til Danmark i 1968. Studenteroprørere, yngre universitetslærere og journalister ved Danmarks Radio kastede sig over forureningen, som var det klumper af guld. Inden længe sås også borgerlige intellektuelle i geledderne. Politikerne i folketinget anede trusler forude. Økologismen er farlig, hvis ikke vi løber med. Sådan må de professionelle i karrieren have tænkt. Allerede i 1971 var et miljøministerium stablet på benene. Og det på et tidspunkt, hvor et sådan ministerium forekom mindre nødvendigt end nogensinde. Forureningen som et problem gjorde sig ikke længere gældende. Danmark var af alle regnet for et rent, sundt og grønt land. Alligevel formåede miljøaktivisterne at grundfæste deres falske påstande. Det viser styrken i den intellektuelle klasse. -- Steen Steensen

Mere om politik, klima og miljø:
http://www.coin.dk/kyoto

For 120.000 år siden var mængden af CO₂-indholdet i luften 78 pct. af hvad det er tilfældet i dag, vandstanden var i gennemsnit seks meter højere, og planeten var betydeligt varmere, end den er det i dag. [kilde]

For såvel 1.000 som for 500 år siden var klimaet også varmere: For 1.000 år siden var gennemsnitstemperaturen på omkring 24,5 gr. C. De næste 500 år oplevede planeten først et fald i temperaturen med næsten 2 gr. C (til 22,5 gr. C), før temperaturen atter steg til lidt under de 24 grader gr. C. Den nuværende gennemsnitstemperatur på omkring 23 gr. C svarer i øvrigt til temperaturen på omkring Jesu tid (alt dette målt ved havets overfladetemperatur). [kilde]

En række af disse temperaturstigninger og fald har i øvrigt været drastiske set med historiens målestok. Temperaturforandringerne har ikke desto mindre været aldeles uvæsentlige, når det gælder den menneskelige evne til at overleve og til at forbedre egne livsvilkår. Mennesket har til alle tider været i stand til at tilpasse sig. Og befolkningerne i de frie og industrialiserede lande har tilpasset sig bedst.

Klimaforandringer, herunder ændringer i gennemsnitstemperaturen, er den normale tilstand, når det gælder livet på klodens overflade. Store og voldsomme drivhuseffekter eller modsatrettede - kølehuseffekter har fundet sted i hele planetens historie.

Betydelige klimaforandringer sker derfor helt uden menneskers påvirkning af klimaet. Ideen om menneskets indflydelse, når det gælder klimaforandringer, er, som den fremtræder i medierne, derfor også vildt overdrevet.

Klimaets dynamik

Hvordan vil Kyoto-tilhængere eksempelvis forklare perioden 1940-1970, da den globale gennemsnitstemperatur faldt, mens mængden af CO₂-indholdet i atmosfæren samtidig steg? [kilde]

De kan kun forklare sådanne fænomener, der modbeviser enhver idé om nogen simpel sammenhæng, ved at gøre op med deres egne forudsætninger og dermed indrømme, at klimaet har sin helt egen dynamik.

De påståede simple sammenhænge mellem mængden af CO₂-indhold i atmosfæren og gennemsnitlige temperaturstigninger holder derfor ikke. [Kilde. Se også Scotese og Berner.]Der er blot tale om en tvivlsom og - fra et menneskeligt og naturhistorisk synspunkt - i øvrigt temmelig uinteressant teori.

Det mest foruroligende ved EU's klimapolitik, herunder det fastsatte mål for, hvor meget temperaturen må stige (hvem sagde storhedsvanvid?), er derfor først og fremmest, at denne absurde politik, som også Kyoto-aftalen er en del af, slet ikke får modspil fra forskere, ansvarlige politiske beslutningstagere eller fra medieverdenen.

Lige så bekymrende er det, at stort set ingen journalister og meningsdannere gør sig ulejlighed med at påpege de økonomiske og dermed velfærdsmæssige og sociale konsekvenser, der følger ved at forpligte befolkningen i alverdens lande på stadigt nye reduktioner af CO₂.

Hvorfor er der praktisk talt ingen, der protesterer over, at store dele af verdens befolkning nu skal lære at tilpasse sig den fattigdom, som Kyoto-aftalen medfører? Findes der virkelig en god begrundelse for, at velfærdsskabelse gennem industrialisering skal ofres til fordel for den mildt sagt absurde ambition om at regulere på den gennemsnitlige globale temperatur?

Bragt første gang 17. marts 2005 i Jyllands Posten

Læs også Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken

besøg også:
http://www.copenhagenclimatechallenge.org/

http://www.coin.dk/default.asp?aid=895

http://s-espersen.blogspot.com/2009/12/its-climategate-christmas.html

It is important to realize that when the environmentalists talk about destruction of the "environment" as the result of economic activity, their claims are permeated by the doctrine of intrinsic value. Thus, what they actually mean to a very great extent is merely the destruction of alleged intrinsic values in nature such as jungles, deserts, rock formations, and animal species which are either of no value to man or hostile to man. That is their concept of the "environment." If, in contrast to the environmentalists, one means by "environment" the surroundings of man -- the external material conditions of human life -- then it becomes clear that all of man's productive activities have the inherent tendency to improve his environment -- indeed, that that is their essential purpose.

From The Toxicity of Environmentalism by George Reisman

More:

Artikler af George Reisman

Essays by George Reisman