Et sundt liv forudsætter at individet erkender retten til at bedømme sine forældre på nøjagtig samme måde som man korrekt bedømmer alle mulige andre; det vil sige på fornuftens præmisser.
Det er ikke altid staten eller islamisk religion, der er skurken. Undertrykkelse har mange ansigter. Nogle gange tilhører ansigtet et enkelt menneske i en familie. I kraft af familiens tyranner findes personer, der lever i undertrykkelse hele deres liv, selv om det land de bor i måske regnes for et af verdens frieste.
For også i familien kan der regeres ved hjælp af frygt og vold, men også via manipulation. Og som det gælder med den religiøse underkastelse og de religiøse overhoveder samt statens plyndringstogt og socialisterne, så har familietyrannerne også målsætninger om at opnå værdier fra andre. Ligesom de politiske og religiøse magtmennesker ønsker familietyrannerne magt over sjæle.
Der er således mål og midler bag familiær undertrykkelse. Den eller de i familierne, der bliver tyranniseret ser ofte ikke, at det forholder sig sådan. Nogle gange lider ofrene blot, og accepterer det som de udsættes for som deres skæbne, det vil sige som naturens orden. Undertrykkerne holder de underkastede nede ved at sikre sig deres svaghed. Det kan man gøre på mange måder. Den mest udbredte måde i Danmark er ikke vold men tværtimod det samme middel, som bruges mod befolkningen på samfundsplan: - I Mellemøsten finder man den kontante og voldelige familieundertrykkelse og en tilsvarende fysisk og kontant undertrykkelse på det politiske niveau. I Danmark har vi i stedet en opofrelsens kultur på det politiske plan, der betyder, at man har kunnet banke skatterne i vejret sådan at nogle grupper betaler 70 procent af den sidst tjente krone. Den samme opofrelsens kultur findes i familierne, og den fremelskes af de som stræber efter magt over andre. Tyrannerne trives i kraft af offervillighed. Vejen til frihed handler dermed også om øget bevidsthed og som udgangspunkt om de kuedes vilje til forandring.
Altruismen i Danmark betyder med andre ord, at ofrene har lært at piske sig selv. Netop skattetrykket – og især stoltheden som nogle mennesker har over at betale skat - er ganske symbolsk for hvor meget en manipulator i en given familie tilsvarende kan regere over et andet menneske. Hvad hvis man overbeviser en person – en søn eller en datter – om at familien er mere værd end personens eget liv? Ja, så har man lagt en lænke om vedkommende hals, der er langt stærkere end en fysisk af slagsen. Hvad med tanken om at ethvert familiemedlem altid skal have en chance til, hvis han eller hun gør noget forkert? Eller hvad med ideen om, at man altid skal respektere sine forældre uanset hvad? Manipulatoren vil så tidligt som muligt udsætte sine børn for ideer om nogle familiære relationer, som skal bevares uanset hvad. Selve altruismens grundtanke om at det gode består i at hjælpe andre (og om at det gode bliver bedre desto mere man ofrer sig selv i denne hjælpeproces) er opskriften på en herre-slave-relation, hvor herskeren altid kan kræve mere af slaven ud fra en påstand om, at de ofre, der bringes grundlæggende er gode også for slaven. Men hvor der er offervillighed, er der altid nogle som der bliver ofret til.
Kontrasten til denne uhyrlige relation bestående i forældre, der prædiker offervillighed som det gode over for deres børn, er naturligvis de redelige og ansvarlige forældre der lærer deres børn nogle rationelt baserede værdier, hvor der findes standarder for rigtigt og forkert, og som børnene også lærer at deres forældre er underlagt. Indenfor dette paradigme er selvhjælpen som målsætning naturligvis i højsædet. I bedste fald forstår man tanken om at leve efter oplyst egeninteresse, og ikke under en offerkultur. Et barn der er ordentligt opdraget vil således vide, at der findes tidspunkter, hvor andre - uanset hvem de er, må opgives på basis af sådanne rationelle værdier, der er baseret på at hylde det livsduelige og fornuftige.
Manipulatoren vil omvendt have formidlet det implicite eller eksplicite synspunkt, at der findes dobbelt-standarder, og at man har ret til at bedømme sine venner og bekendte og finde andre venner og bekendte i stedet, - men at man aldrig nogensinde må bedømme eller for den sags skyld opgive nogen i ens familie – endsige den øverste manipulator. Måderne hvorpå disse dobbelt-standarder og denne undergravning af værdiernes betydning indføres er mangfoldige. Men overskriften for hvordan dette implicite forbud mod at bedømme ens forældre indføres handler i vid udstrækning om, at man ikke moralsk tillader at ens børn lærer at bedømme helt frit på rationelle præmisser. Den typiske metode for at indføre denne dobbelt-standard, er sandsynligvis ”gæld/skylds-metoden”, der handler om at barnet står i en ubetalelig gæld til forældrene for at være bragt til verden; og at denne gæld som man er havnet i som følge af ens fødsel betyder, at de generelle regler for rigtigt og forkert – og hvor der findes normer, som man kan bedømme ud fra – ikke må anvendes. Eksistensen af denne dobbelt-standard i et individ betyder, at et menneske kan virke frit i en række sammenhænge, men i praksis ikke vil være det, men altså i stedet vil være ”frit” på sine forældres præmisser. Et menneske der ikke er i stand til at bedømme sine forældres værdi (positive eller negative betydning) og deres værdier er ikke desto mindre i praksis underkastet deres værdier og normer, og er i derfor i praksis ikke et frit menneske.
Læseren har måske hørt den venstreorienterede bruge udtrykket ”man fødes ind i et samfund”. Dette betyder for den venstreorienterede, at man i sidste instans er fri på de præmisser ”samfundet” / socialisterne / demokraterne stiller, og dermed også at man af samme grund er en slave i det omfang, de (socialister/demokraterne) ønsker det. Den manipulerende forælder bruger indstillingen om at ”man fødes ind i en familie” for at opnå en tilsvarende underkastelse. Såvel de politiske, de religiøse samt de familiære undertrykkere har dermed brug for at individer underkaster sig, og centralt for denne målsætning er, at man søger at overbevise de, som man vil have som undergivne, at de er mindreværdige til at tage stilling og til at bedømme frit. Man kan med udtrykket ”man fødes ind i et samfund” tale om et slaveri, der går i arv. Den sidst tilkomne forventes at ofre sig for de som kom før. Denne socialistiske version af den kristne arvesynd handler tilsvarende den kristne version om at man ikke skal acceptere tanken om personlig frihed, men lade sig underkaste. Tanken om at underkaste sig samfundet er dermed fælles for socialister og religiøse, og dette fællesskab forklarer også en god del af de alliancer man ser mellem den yderste venstrefløj og islamismen. Atter er den modsatte individualistiske indstilling tværtimod at man udelt ejer sit eget liv, og at man ikke i en eller andre grad er nogen andens ejendom. Man er tværtimod kun et menneske, hvis man har friheden til at tage selvstændige beslutninger; og sådanne kan man ikke tage med et delt ejerskab.
Hvad kræves for at man kan komme undertrykkelsen i familierne til livs? Det handler ikke om ”folkeopdragelse” fra statens side – eller delt magt mellem forældre og religiøse autoriteter: Det er i stedet afgørende at individet træffer valget om, at man har ret til at bedømme sine forældre på nøjagtig samme måde som man bedømmer alle mulige andre på fornuftens præmisser. Hvis ens forældre har værdier man bedømmer til at være rationelle og logiske, og dermed også sunde for ens egen velfærd bør man bevare relationen med dem. Hvis det modsatte er tilfældet bør man for sit eget bedste forlade dem.
Hvis du kan lide denne side - så støt Copenhagen Instiute
Som støttemedlem af Copenhagen Institute er du bidrager på en meget konkret og direkte måde til, at Danmark udvikler sig til et af de mest innovative og dynamiske vækstsamfund i verden – et samfund hvor det enkelte menneske har ansvar under frihed.
Copenhagen Institute er afhængig af støtte fra private og virksomheder, som deler vores vision om et frit og dynamisk samfund!